Perleguide

Alt om perler og perlesmykker

Hvad er perler, hvordan bliver de til, og hvad er forskellen på ferskvands- og saltvandsperler?

Perlering på perlemorskal

Med et hav af muligheder kan det være svært at navigere igennem informationer omkring alle de forskellige slags perler, og måder hvorpå du bedst passer på dine unikke perlesmykker. Derfor har vi i MaPerle udviklet denne korte, men altdækkende guide til dig, hvori du kan lære alt om perler og perlesmykker.

Vi hjælper dig til at forstå det tekniske ved perler, præsenterer dig for hvordan vi selv udvælger perler til vores smykkekollektion, samt hjælper dig til at sørge for at dine perleøreringe, perlehalskæder eller andre perlesmykker ikke mister deres glans og skønhed igennem tiden.

Hvad er perler?

Perler er et organisk, naturligt produkt, der kommer fra skaldyr, hvis karakteristiske træk er en blød krop, der bliver beskyttet af en skal. Under denne betegnelse finder man for eksempel østers og muslinger.

Hvordan bliver perler udvundet og produceret?

Når et lille fremmedlegeme kommer ind i en musling eller østers, beskytter dyret sig ved at lægge lag på lag af perlemor omkring det. Perlemor består af mikroskopiske kalkplader og et organisk bindemiddel, og det er det, der giver perlen dens glans. Efter et par år er lagene blevet til en perle.

Hvad er forskellen på naturperler og kultiverede perler?

Begge slags er ægte perler. Naturperler opstår helt uden menneskers hjælp og er i dag meget sjældne.

Kultiverede perler opstår, når en perlefarmer lægger en lille kerne eller et stykke væv ind i muslingen – resten gør dyret selv, med ægte perlemor. Næsten alle perler på markedet i dag er kultiverede, også vores. Læs mere: Er perlerne ægte? 5 tests du kan lave derhjemme.

Hvad er forskellen på saltvands- og ferskvandsperler?

Alle perlerne kan deles op i to kategorier, alt afhængigt af deres oprindelse: saltvandsperler og ferskvandsperler.

Saltvandsperler findes i hav og oceaner og fås i mange farver, fx hvide og lyserøde akoyaperler og tahitiperler i mørke grå, grønne og næsten sorte nuancer.

Ferskvandsperler fremkommer i søer eller floder, og har naturligt hvide, lyserøde, beige, lilla eller ferskennuancer. Ferskvandsperler bliver nogle gange også kunstigt farvebelagt, hvilket resulterer i et endnu større udvalg af farver. De fleste af vores smykker er med ferskvandsperler (også edisonperler) i deres naturlige nuancer, og vi har også saltvandsperler som akoya-, tahiti- og keshiperler. Se forskellen i Perletyper og priser.

Hvilke former har perler typisk og hvad fortæller deres form egentligt?

Perlernes form kan variere meget, da det er et organisk produkt, der stammer direkte fra skaldyr (muslinger) og bliver udsat for flere udefra- og indefra kommende faktorer, der påvirker dens udvikling.

Noget af det, der kan påvirke perlens form er dens position inde i muslingen under udviklingen, samt størrelsen og formen på den fremmede genstand, der trængte ind i muslingen.

I perlernes verden taler vi om følgende former:

  • Barokperler –  Disse perler er de mest asymmetriske og kan variere meget i udseende, hvilket gør dem meget unikke og trendy. Til vores smykker bruger vi en del barokperler, som giver vores perleøreringe og perlehalskæder et stilet, utraditionelt og personligt udtryk.

  • Semi-barokperler –  Disse perler har færre uregelmæssigheder i formen, men er stadigvæk ikke helt symmetriske. Under denne kategori finder man typisk de ovale, de dråbeformede og de knaplignende perler.

  • Nær-runde perler – Som navnet hentyder, er formen på perlerne i denne kategori næsten helt rund.

  • Runde perler –  Perlerne i denne kategori er de helt klassiske, perfekte, runde perler, som vi kender dem fra de tidsløse perlehalskæder i damebladene eller på ældre fotografier. De er især sjældne i forhold til andre perler på markedet, hvilket ofte medfører en meget høj pris.